Cloudpros ApS

08/10/2026

In July of 2026, 700 AI agents hacked the infrastructure of Hugging Face in order to solve a task. This task was designed to be impossible to solve, so just within hours, they joined forces, even created a society, and finally, they executed a sophisticated cyberattack that would have gotten a human up to 10 years in prison. The worst part is, they knew their actions were unethical and against the rules, and they did it anyway.

What exactly are AI agents, and how do they grow their "intelligence"? What is actually happening inside the AI companies, how dangerous it really is, and is it time for us to start paying serious attention to what is going on inside a powerful part of this tech sector.

In July of 2026, 700 AI agents hacked the infrastructure of Hugging...

25/09/2026

Her er et eksempel på hvad en hacker kan gøre ved din kinesiske bil fra

Jeg har altid syntes, at det var lidt mærkeligt, hvor ukritisk vi har taget den forbundne verden til os. GPS. Mikrofoner. Kameraer. SIM-kort. Apps. Fjernstyring.

Alt sammen i noget, vi parkerer foran huset hver aften eller har i vores soveværelse eller stue.

Four Corners lavede for nylig et ret vildt eksperiment med en BYD Shark 6. De satte en cybersikkerhedsekspert til at undersøge, hvor langt han kunne komme ind i bilens systemer.

Det tog ham omkring to uger og noget af det første, han fandt, var et digitalt adgangspunkt uden password.

Herfra kunne han blandt andet spore bilen, låse dørene, styre lys og viskere og aktivere mikrofonen. Du læste rigtigt.... Mikrofonen. De kan lytte til alt hvad der bliver sagt i bilen... i dit eget private space.

I et kontrolleret forsøg kunne han dermed lytte med på en telefonsamtale i bilen.

Det er dér, jeg synes, det bliver ubehageligt.

For min bil ved allerede, hvor jeg er. Den ved, hvornår jeg kører. Den har adgang til min telefon. Den kan have kontakter, opkald, navigation og en masse andre oplysninger om mit liv.

Det er enormt praktisk, men det er også en enorm mængde information at give en computer, der står ude på gaden.

Og nej, det her handler ikke kun om eller .

Det handler om noget meget større.

Vi har gjort bilen til en computer på hjul, men vi har ikke nødvendigvis haft samme sikkerhedstænkning med på rejsen. I IT-verdenen ville vi aldrig acceptere en internetvendt enhed uden ordentlig adgangskontrol og så bare sige “Det går nok.”

Hvorfor skulle vi acceptere det i en bil? For den dag bilen ikke længere bare transporterer os, men også kan høre os, se os, følge os og kommunikere med omverdenen, så er cybersikkerhed ikke længere kun et IT-problem.

Så er det en del af vores privatliv. Og i sidste ende vores sikkerhed.

Det her er en af de historier, jeg synes er værd at bruge lidt tid på.

Ikke fordi den handler om en kinesisk bil men fordi den handler om, hvor meget af vores privatliv vi efterhånden har lagt ind i noget med fire hjul.



https://bit.ly/4xK2FRk

23/09/2026

Vi taler meget om datasikkerhed på telefonen og computeren.

Men hvad med bilen? De nye elbiler er i praksis rullende computere med kameraer, mikrofoner, GPS, SIM-kort, apps, cloud-forbindelser og en lang række sensorer.

Bilen ved, hvor du er. Hvor du har været. Hvornår du kører. Hvor du lader. Den kan være koblet til din telefon og i nogle tilfælde også til dine kontakter, opkald og andre personlige oplysninger.

Det interessante spørgsmål er derfor ikke, om bilen kan samle data.

Det kan den og det gør den.

Det interessante er, hvem der har adgang til dem.

Det er også derfor, diskussionen om kinesiske elbiler er relevant. Ikke fordi en bil automatisk er usikker, fordi den er produceret i Kina. Men fordi producentens ejerskab, cloud-infrastruktur og lovgivningen i producentens hjemland har betydning for, hvem der i sidste ende kan få adgang til data.

Vi bør stille præcis de samme spørgsmål til alle producenter.

Hvor ligger data? Hvem har administratoradgang? Hvad bliver sendt ud af EU? Hvad kan producenten tilgå remote? Hvor længe gemmes data? Og kan producenten dokumentere det?

For en privatperson er det måske bare et spørgsmål om privatliv.

For en virksomhed kan det være noget helt andet.

Forestil dig en bilpark hos en virksomhed, hvor bilerne konstant sender data tilbage til producentens platform. Lokationer, kørselsmønstre, tidspunkter og måske langt mere.

Hvis medarbejderne samtidig bruger bilen til kundebesøg, besøg hos leverandører eller andre følsomme aktiviteter, begynder det pludselig at ligne et helt almindeligt cybersikkerhedsproblem.

Bare på fire hjul.

Vi har brugt mange år på at sikre PC'er, servere og telefoner. Nu skal vi også til at tænke over, hvad vores biler fortæller om os.

For måske er det ikke spørgsmålet, om bilen er kinesisk, tysk eller amerikansk.

Spørgsmålet er, hvem lytter med, når du kører?

https://bit.ly/3VbWUya

16/08/2026

Når et kompromis ikke længere er et IT-problem...

84 medarbejdere hos 3F er blevet kompromitterede gennem infostealer-aktivitet ifølge den kinesiske hackergruppe Qilin. 5 brugere og yderligere 8 credentials relateret til tredjeparter indgår i materialet.

Det er vigtigt at være præcis hér. Det er ikke det samme som at sige, at 3F er blevet hacket. Men det fortæller noget langt mere interessant om den moderne attacksurface.

For den klassiske forestilling om cybersikkerhed tager udgangspunkt i virksomheden som en afgrænset størrelse. Firewall. Endpoint protection. MFA. Segmentering. Backup.

Men virksomheden eksisterer ikke længere som en isoleret teknisk enhed og det er en vigtig detalje.

Virksomheden eksisterer som et netværk af identiteter, leverandører, SaaS-platforme, samarbejdspartnere og menneskers private og professionelle devices.

Og her bliver infostealeren interessant.

En angriber behøver ikke nødvendigvis bryde gennem virksomhedens firewall. Det kan være tilstrækkeligt at kompromittere mennesket før det når virksomhedens perimeter.

Et password. En session-cookie. Et token. En browser.

Pludselig er angrebsvektoren ikke længere internet -> virksomhed, men menneske -> identitet -> leverandør -> virksomhed -> data.

Det er i mine øjne en af de vigtigste erkendelser i moderne cybersikkerhed.

Når vi taler om supply-chain security, taler vi derfor alt for ofte om leverandørens firewall og patchniveau. Det rigtige spørgsmål en virksomhed burde stille sig selv er måske snarere; "hvem har en legitim digital identitet, der kan føre ind til vores forretning og hvor sikker er den identitet egentlig?

For hvis én kompromitteret medarbejder eller leverandør kan blive det manglende led mellem angriberen og organisationens mest værdifulde systemer, så er virksomhedens sikkerhedsperimeter i praksis blevet flyttet.

Den ligger ikke længere ved firewallen. Den ligger ved identiteten.

Og det er en helt anden sikkerhedsopgave.

11/08/2026

Hvad har et lille dansk produktionsfirma med 40 ansatte at gøre med et cyberangreb på et kraftværk i Polen?

Potentielt rigtig meget.

I det polske angreb blev en kompromitteret del af infrastrukturen brugt som springbræt til et kraftværks OT-miljø. Problemet var ikke nødvendigvis en avanceret zero-day, men forbindelser, adgang og manglende isolation mellem systemer.

Det er præcis den problemstilling, danske C25-virksomheder bør tage alvorligt.

Forestil dig en stor dansk virksomhed, der har investeret millioner i cybersikkerhed, men samtidig har 50-100 mindre leverandører.

En maskinbygger med 40 ansatte. En automationsvirksomhed med 25. En serviceleverandør med VPN-adgang til produktionen.

Hvis én af dem bliver kompromitteret, kan angriberen potentielt bruge leverandøren som indgang til den store virksomhed. Vi kender til flere med det setup.

Så perimeteren er ikke længere virksomhedens firewall. Perimeteren er supply chain'en.

Og det betyder også, at små danske virksomheder må forholde sig til et helt andet ansvar. Ikke nødvendigvis fordi de er direkte omfattet af alle NIS2-krav, men fordi deres sikkerhed kan være afgørende for kundens sikkerhed.

De store virksomheder kommer til at spørge: Hvem har adgang? Hvordan foregår remote access? Er der MFA? Er netværket segmenteret? Kan IT nå OT? Hvilke leverandører har adgang? Og hvad sker der, hvis I bliver hacket?

Det er supply chain security i praksis.

Et C25-selskab kan have verdens bedste SOC men hvis en lille leverandør har en gammel VPN-forbindelse direkte ind i produktionen, kan det hele være ligegyldigt.

Derfor er cybersikkerhed ikke længere kun den enkelte virksomheds ansvar.

Det er et fælles ansvar i hele leverandørkæden.

06/08/2026

Der bliver talt meget om ransomware, phishing og kompromitterede Microsoft-konti.


Men én af de største cybertrusler gemmer sig ofte et helt andet sted, nemlig i virksomhedens OT-miljø.

Flere Rockwell Automation PLC'er er blevet ramt af sårbarheder, som i de forkerte hænder kan give en angriber mulighed for at påvirke eller afbryde kritiske industrielle processer.

For mange er OT (Operational Technology) et ukendt begreb.


Hvor IT handler om data, servere og kontorarbejdspladser, handler OT om den teknologi, der styrer den fysiske verden. Produktionslinjer, pumper, transportbånd, robotter, ventiler, motorer og hele den automatisering, som holder fabrikker og kritisk infrastruktur i gang.

Problemet er, at historisk er blevet designet med fokus på stabil drift og ikke cybersikkerhed.


Samtidig bliver flere og flere produktionsmiljøer koblet sammen med virksomhedens IT-systemer, cloud-platforme og fjernadgangsløsninger.


Det giver enorme forretningsmæssige fordele, men også et markant større angrebsareal, den såkaldte Attack Surface.

Et angreb på OT handler derfor ikke om stjålne filer. Det handler om produktionsstop, tabt omsætning, ødelagt udstyr og virksomheder, der ganske enkelt ikke kan levere til deres kunder.

Det er netop derfor, at NIS2 stiller langt større krav til virksomheder med kritiske eller vigtige funktioner.


Risikoanalyser, netværkssegmentering, adgangskontrol, overvågning, beredskab og dokumentation er ikke længere "nice to have" men de er en del af den sikkerhed, virksomheder forventes at kunne dokumentere.

Spørgsmålet er derfor ikke kun, om dine Rockwell PLC'er er opdaterede.

Spørgsmålet er, om du ved, hvilke OT-enheder du har, hvem der har adgang til dem, hvordan de er beskyttet og om din organisation er klar til de krav, NIS2 stiller.

stopper ikke ved serverrummet. Den stopper først, når hele virksomhedens infrastruktur er tænkt ind i sikkerheden.

31/07/2026

Det er efterhånden blevet en trist rutine at se endnu en virksomhed dukke op på ransomware-gruppernes trofæ sider.


Denne gang er det Boyum It Solutions, en virksomhed der leverer forretningskritiske løsninger til produktionsvirksomheder verden over.


Vi kender endnu ikke detaljerne omkring hændelsen, og derfor giver det ingen mening at spekulere i, hvad der er sket, eller hvem der eventuelt har fejlet.


Men sagen understreger endnu en gang en virkelighed, som alt for mange virksomheder stadig undervurderer.

Cyberkriminalitet har ændret karakter. Vi taler ikke længere om enkeltpersoner, der sidder i en kælder og forsøger at bryde ind i tilfældige systemer.
Vi taler om professionelle, organiserede grupper, der arbejder med samme struktur og forretningsforståelse som helt almindelige virksomheder.
De udvikler software, yder support til deres "kunder", rekrutterer samarbejdspartnere og investerer massivt i at gøre deres angreb mere effektive.


Ransomware er blevet en global industri med milliardomsætning, og det betyder, at angrebene ikke længere handler om at ramme de mest interessante virksomheder, men de mest sårbare.

Vi møder stadig virksomheder, der siger: "Vi er ikke interessante nok."


Men sandheden er, at de færreste bliver udvalgt på grund af deres navn eller størrelse. De bliver ramt, fordi de udgør en mulighed.


Automatisering og kunstig intelligens har gjort det muligt at angribe tusindvis af virksomheder samtidigt, og hvis bare en lille procentdel giver adgang eller betaler en løsesum, er forretningen en succes for de kriminelle.

Derfor er det også værd at stille et andet spørgsmål end det, mange fokuserer på. I stedet for kun at spørge, hvordan vi undgår et angreb, burde vi spørge, hvor hurtigt vi kan komme på benene igen, hvis det alligevel lykkes.


Selv den bedste sikkerhed kan ikke garantere, at en medarbejder aldrig klikker på et forkert link, at en leverandør ikke bliver kompromitteret, eller at en hidtil ukendt sårbarhed ikke bliver udnyttet. Det afgørende bliver derfor virksomhedens modstandsdygtighed.


Har man en gennemtænkt beredskabsplan? Er backup-løsningerne reelt testet? Kan kritiske systemer genetableres hurtigt? Ved ledelsen, hvem der træffer beslutninger, når presset er størst?

Det er her, diskussionen bør ligge. Ikke i, om Boyum kunne have gjort noget anderledes, det ved vi ganske enkelt ikke nok om men en erkendelse af, at ingen længere kan betragte sig som uden for målgruppen.


Cyberkriminelle er ligeglade med, om du har 20 eller 20.000 medarbejdere. De leder efter muligheder, ikke prestige.

Måske er den vigtigste læring derfor heller ikke, at endnu en virksomhed er blevet nævnt på en ransomware-side.


Den vigtigste læring er, at alle virksomheder bør stille sig selv det samme spørgsmål...


Hvis det var os i morgen, hvor lang tid ville der gå, før vi igen kunne drive forretningen normalt?


Hvis svaret ikke er helt klart, er det sandsynligvis dér, arbejdet bør begynde.

24/07/2026

Din Windows-pc har nu et globalt ID. Er det prisen for bekvemmelighed?

Microsoft har bekræftet, at moderne Windows-installationer tildeles et vedvarende Global Device ID som er et unikt identifikationsnummer, som kan bruges til at knytte aktivitet fra den samme enhed sammen på tværs af forskellige Microsoft-tjenester.

Ifølge Microsoft har netop denne teknologi allerede været anvendt i en international cyberkriminalitetssag, hvor oplysninger om enheden blev delt med myndighederne og bidrog til at identificere en mistænkt.

Personligt er jeg er naturligvis tilhænger af, at alvorlig cyberkriminalitet bekæmpes.

Men historien rejser et langt større spørgsmål. Hvor går grænsen?

Et permanent enheds-ID betyder, at din computer ikke længere blot er en computer.

Den bliver en vedvarende digital identitet.

Selv hvis data pseudonymiseres eller anonymiseres, bliver det langt lettere at sammenkoble oplysninger på tværs af tjenester, tid og adfærd. Det ændrer grundlæggende balancen mellem brugerens privatliv og leverandørens indsigt.

Spørgsmålet er ikke, om Microsoft kan beskytte disse data. Spørgsmålet er, om de overhovedet bør eksistere.

Privatliv handler ikke om at have noget at skjule.

Den klassiske reaktion er ofte "Hvis du ikke gør noget ulovligt, har du intet at frygte."

Men privatliv har aldrig handlet om kriminalitet. Det handler om retten til ikke konstant at blive profileret, analyseret og knyttet sammen via digitale spor.

Vi accepterer sjældent, at staten eller virksomheder monterer et permanent GPS-trackingsystem på vores bil "for en sikkerheds skyld".

Hvorfor accepterer vi så i stigende grad digitale identifikatorer, der i praksis kan følge vores enheder gennem hele deres levetid?

Europa står derfor ved en skillevej og vi taler meget om AI, cloud og digital transformation men vi taler alt for lidt om digital suverænitet.

Hvis vores operativsystem, cloudplatform, identitetssystem og produktivitetsværktøjer alle kontrolleres af de samme globale aktører, opstår der en hidtil uset koncentration af data.

Det gør ikke nødvendigvis virksomhederne onde men det skaber en magtbalance, som fortjener langt mere offentlig debat.

Teknologi bør tjene mennesker og ikke omvendt.

Vi har brug for stærk cybersikkerhed. Vi har brug for effektiv kriminalitetsbekæmpelse men vi har også brug for løsninger, hvor privacy by design ikke blot er et punkt i en compliance-rapport, men et grundlæggende designprincip.

Fordi tillid ikke opstår ved at indsamle mest muligt data men tillid opstår ved at indsamle mindst muligt.

Hvad tænker du?

Er et permanent Global Device ID en rimelig pris at betale for bedre sikkerhed eller er vi stille og roligt ved at flytte grænsen for, hvad vi accepterer som normalt?

Er vi ved at udvikle os til en kopi af den kinesiske stat?

08/07/2026

Hvor sikker er virksomhedens mailserver egentlig?

De fleste virksomheder investerer store summer i firewalls, endpoint-sikkerhed, AI-baserede spamfiltre og avancerede sikkerhedsløsninger.


Men alt for ofte bliver selve mailinfrastrukturen overset. Mange tror, at hvis SPF, DKIM og DMARC er på plads, så er opgaven løst.


Virkeligheden er, at det kun er en del af ligningen.

En moderne mailserver bør understøtte en lang række sikkerhedsteknologier, som tilsammen beskytter virksomhedens kommunikation mod aflytning, manipulation og identitetstyveri.


TLS sikrer, at forbindelsen mellem mailservere er krypteret, mens MTA-STS hjælper med at forhindre downgrade-angreb, hvor en angriber forsøger at tvinge kommunikationen over på en ukrypteret forbindelse.


TLS-RPT giver samtidig mulighed for at opdage fejl og angrebsforsøg gennem rapportering.


Men et af de mest oversete områder er DANE og TLSA. Ved at kombinere DNSSEC med TLSA-records kan en mailserver kryptografisk verificere, at den kommunikerer med den rigtige modpart og ikke en angriber med et falsk eller kompromitteret certifikat.


Det giver en ekstra sikkerhed, som traditionelle certifikater alene ikke kan levere.

SPF, DKIM og DMARC er stadig fundamentale teknologier til at beskytte domænet mod spoofing og phishing, men de beskytter ikke selve transportlaget mellem mailservere.


Derfor bør de ses som en del af et samlet sikkerhedsdesign og ikke som den komplette løsning. Når alle disse teknologier arbejder sammen, bliver det markant sværere at udføre Man-in-the-Middle-angreb, forfalske virksomhedens identitet eller manipulere med mails under transport.

Det overraskende er, hvor mange virksomheder, også blandt de større, der stadig mangler en korrekt implementering af DANE, TLSA og DNSSEC.


Mange bruger betydelige ressourcer på avancerede sikkerhedsprodukter, men har aldrig fået styr på fundamentet. Det svarer til at installere verdens bedste alarmsystem på en bygning, hvor hoveddøren stadig står ulåst.

E-mail er fortsat en af virksomhedens vigtigste kommunikationskanaler og samtidig en af de mest attraktive angrebsflader for cyberkriminelle.


Derfor bør mailsikkerhed ikke kun handle om at filtrere spam eller blokere phishing, men om at sikre hele kæden ligefra DNS og certifikater til kryptering og autentificering.


En korrekt konfigureret mailserver er ikke bare et teknisk kvalitetsstempel, den er en afgørende del af virksomhedens samlede cyberforsvar.

30/06/2026

Jeg har sagt det i 15 år. Jeg har skrevet om det mange gange...

At placere kritisk data i amerikanske cloud-miljøer er ikke en teknisk detalje, det er et suverænitetsspørgsmål.

CLOUD Act ændrer ikke risikoen, den formaliserer den.

Nu bliver det igen “en ny erkendelse”, fordi en artikel sætter ord på noget, der har været kendt længe.

Jeg har advaret i årevis... Arkitekter, sikkerhedsfolk og ingeniører har peget på det samme. Afhængighed og kontrol.

Men i praksis blev bekvemmelighed valgt over konsekvens. Vi byggede kritisk infrastruktur på hyperscalere og kaldte det modernisering.

Og først når en “autoriseret stemme” gentager det samme, bliver det pludselig politisk relevant.

Vi mangler ikke viden. Vi mangler viljen til at handle på den.




https://bit.ly/4eOPF5j